Spikersuppa Sound Gallery is four speakers in the middle of an ice-skating rink in downtown Oslo, located by the main walking street Karl-Johan, between The National Theatre and Stortinget - the parliament. A society where art is an integral part of everything, present around the clock! A society where we are constantly trying to ask better questions. To each other in public space and to the world
around us. When things are not as we expect, we wonder. When we wonder, curiosity is sharpened. When curiosity is sharpened, critical thinking develops. We need critical thinking in a democracy! Therefore, a variety of music and sound art are played here, as well as organised
events, happenings, alternative behaviour and interventions on, by and around Spikersuppa ice-skating rink. Becoming catalyzers of unexpected meetings and reflecting on how these are created
_____
Udgangspunkt/historie
I januar 2011 var jeg på barselsorlov fra kunstakademiet. Jeg var blevet træt af at gå den sædvanlige tur langs Akerselven med barnevognen, og var for variationens skyld begyndt at gå nye steder i byen. Pludselig fandt jeg mig selv og barnevogn ved Spikersuppa kunstskøjtebane på Karl-Johan. Et sted jeg ellers yderst sjældent kommer forbi. Spikersuppa er en skøjtebane der er åben for alle, kl 11 til 21 hver dag fra December til midten af Marts. Jeg havde ikke sovet en sammenhængende nat i 10 måneder og befandt mig i en tåge-verden. Med lavt blodsukker og påvirket af store mængder koffein oplevede jeg noget som jeg mener er det tætteste jeg har været på en åbenbaring. Alt imens sange fra Absolute Music 1993 + 1994 blev pumpet ud af højtalerne med høj volumen følte jeg en zen-agtig fred. Som om en dyne af englefjer dalede ned over mig. Jeg ønskede efter denne oplevelse at lave et stedspecifikt lydværk til spikersuppa kunstskøjtebane. Alt imens jeg arbejdede på det værk indså jeg, at så meget forskelligt lyd ville kunne fungere på dette sted! Tanken om alle de geniale kunstnere der findes i verden, der er så meget bedre end mig gav mig en skøn følelse. Hvad kunne alle disse skæve krøllede hjerner dog ikke finde på at udsætte folk på, og rundt om spikersuppa for.(!?!)
I maj 2011 skrev jeg en mail til by-miljø etaten og bad om et møde. Jeg hørte ikke noget fra dem. I August skrev jeg endnu en mail, og hørte stadigvæk ikke fra dem. I starten af Oktober sendte jeg forgæves en mail igen. I slutningen af Oktober gik jeg så hen til deres lokaler, bankede på døren og spurgte om hvordan det kunne være, at jeg ikke fik svar på mine mails. Det kunne de ikke rigtigt svare på, men jeg blev vist ind på et kontor hvor der sad to damer og en mand. Det var dem der havde ansvaret på spikersuppa. Jeg fortalte dem om ideen. De var meget negative og skeptiske, og responderede ved at sige, at det der blev spillet på spikersuppa måtte være for alle…(!?!)
Det burde jo egentlig være mit argument for hvorfor der skulle ske et kvalitetsløft, samt skabes mere variation i hvad der blev spillet. Jeg gik nedtrykt fra stedet. Efter et stykke tid, besluttede jeg mig dog for ikke at give op. Jeg lavede en ansøgning til koro 1. Og fik positivt svar i maj. Sweet! Jeg var glad.
