05/09/2026
🇩🇰 Tak for en flot Flagdag på Langelandsfortet 🇩🇰
Tusind tak til alle jer, der i dag var med til at markere Den Nationale Flagdag og hylde Danmarks udsendte og veteraner.
Det blev en smuk og værdig dag med stor opbakning, fællesskab og respekt. ❤️
En særlig tak til alle, der deltog i paraden, og til dagens taler, Peter Andersen fra Frømandskorpset, for en stærk og tankevækkende tale.
Tak fordi I var så mange der var med til at gøre dagen til noget særligt.
Vi har fået lov til at dele Peters fantastiske talen med jer:
FLAGDAG 2026
LANGELANDSFORTET
Den 5. september 2026
Kære veteraner, pårørende, gæster og alle jer, der er mødt op her på Langelandsfortet i dag. Den 5. september er en særlig dag, det er en dag hvor vi hejser Dannebrog og standser op for at sige tak til dem, der har været udsendt og for at mindes dem, der ikke kom hjem. Vi standser op for at huske de familier, der stod tilbage derhjemme, mens deres kære var langt væk. Når man selv har været udsendt, ved man, at en udsendelse er et markant kapitel i kalenderen. Det er ansvar, kammeratskab og at give et bidrag til stabilitet – samt oplevelser, man bærer med sig resten af livet. Det giver et særligt fællesskab iblandt veteraner og det er ikke altid fællesskabet kan eller skal forklares. Derfor er et blik, et håndtryk, eller et enkelt spørgsmål: Hvordan går det? - Det kan være nok.
Her på Langelandsfortet står vi et sted, hvor historien er meget nærværende. Her stod danske soldater vagt under Den Kolde Krig. De vidste, at Danmark var en del af en større spænding og konflikt mellem øst og vest, og de vidste, at frihed og sikkerhed ikke kunne tages for givet. Det kan vi heller ikke i dag, for verden forandrer sig og vi lever ikke uden trusler som i dag er genopstået med et andet ansigt. Men én ting har ikke forandret sig: Vi skal være villige til at forsvare det, vi tror på. Og det er ikke bare vores suverænitet vi skal forsvare, det er vores samfund og vores demokrati. Vores ret til at tale frit, tænke frit og leve vores liv uden at blive dikteret af en fremmed magt. Det handler om vores tillid til hinanden og til de institutioner, vi gennem generationer har bygget op. Bygget på demokratiske beslutninger, kompromiser, uenigheder og fælles ansvar. Og netop derfor skal vi have tillid til, at vi kan tage ansvar og løse vores udfordringer.
I dag oplever vi, at andre magter og ideologier forsøger at påvirke os, og påvirkningen foregår ikke altid åbent. Påvirkningen forsøger at svække vores dømmekraft og vores kritiske tilgang. Det er et forsøg på at skabe mistillid, forvirring og destabilisering – med det formål at svække os indefra. Det farligste er måske ikke, at vi bliver uenige. Det farligste er, hvis vi bliver ligeglade. Hvis vi holder op med at interessere os for, hvad der sker omkring os. Hvis vi holder op med at stille spørgsmål. Hvis vi holder op med at undersøge, om det, vi får fortalt, faktisk er sandt. Og hvis vi til sidst tænker: Det nytter alligevel ikke noget. Det må vi aldrig acceptere.
Vi skal bevare vores kritiske sans, kunne lytte til forskellige synspunkter og vi skal fortsat være uenige. Vi må aldrig miste modet til selv at tænke efter kritisk og rationelt. For et stærkt demokrati består ikke af mennesker, der mener det samme. Det består af mennesker der har frihed til at engagerer sig, stille spørgsmål og tager ansvar. Vi kan godt respektere andre mennesker, andre kulturer og andre samfund uden at opgive vores eget værdigrundlag. Vi skal kunne sige: Vi vil gerne samarbejde med jer – men vi vil selv bestemme, hvordan Danmark skal være. Det er ikke isolation, det er selvstændighed og hvor vi kan være uenige uden at blive fjender. Det er også vigtigt at forstå, hvad oprustning egentlig handler om. Oprustning handler ikke om, at vi ønsker krig. Tværtimod - et stærkt forsvar skal først og fremmest være afskrækkelse.
Vi skal have kræfterne og viljen til at forsvare os, så en modstander tænker sig om én gang til, før han udfordrer os. Målet er derfor ikke at bruge vores våben - Målet er, at de aldrig kommer i anvendelse. Det kan lyde som et paradoks, men historien har lært os, at evnen til at forsvare freden ofte er det, der er med til at bevare den. Og vi gør det ikke alene. Vi gør det sammen med vores allierede, fordi et stærkt fællesskab skaber en stærkere afskrækkelse. Fred skal ønskes, men fred skal også kunne forsvares. Så når Dannebrog i dag går til tops her på Langelandsfortet, så lad os huske, hvad flaget repræsenterer. Det repræsenterer Danmark. Men det repræsenterer også vores fælles ansvar for at passe på Danmark.
Til jer, der stadig bærer uniformen og jer veteraner: Pas godt på hinanden.
Pas godt på fællesskabet – og vær stolte af den indsats, I har ydet. Til alle familier og pårørende: Tak for jeres støtte og jeres tålmodighed. Og til dem der ikke er her mere – dem mindes vi i dag for I er ikke glemt.
Lad os have modet til at forsvare vores land, tillid til vores demokrati og hinanden og lad os bevare vores kritiske sans. Frihed kræver ansvar. Demokrati kræver tillid. Kritisk tænkning kræver mod. Æret være mindet om dem, vi mistede. Tak til alle, der har gjort tjeneste for Danmark. Og glædelig Flagdag. Tak