25/08/2026
Nyt 6-mandshold. Faktisk 2 nye.
Hold da op, der var forskel på de børn... mere end jeg før har oplevet, så jeg var træt og ikke så sikker på min egen præstation, da jeg kom hjem efter første lektion.
Jeg tænkte, at dette bliver lige så let, som at få en blæksprutte ned i et stormasket net😨
God forberedelse og en længere samtale med mig selv om fakta, muligheder og ikke mindst, at jeg blot er et menneske, som ikke kan udføre mirakler.
Så var jeg klar til næste lektion. Det havde lønnet sig med den forberedelse med noder, lege og med min egen psyke og handlekraft.
Det blev en super god lektion, hvor jeg var meget mere rolig, havde styr på det meste og hvor eleverne også var anderledes, fordi forældrene ikke sad bagved denne gang.
Hvad vil jeg fortælle dig med dette?
Ting tager tid, men der sker lidt hver gang
Børn er bedst uden deres forældre
Du har evnerne - du skal bare tro på det
Der er en melodi, en leg, en sang, en opgave, der samler børnene og giver dem følelsen af fællesskab og lyst til mere
Søg og du skal finde
Gør, hvad der skal til
Du bliver stolt bagefter
Min datter er alvorligt syg. Hun venter på en ny lever, og vi er alle i mangel på overskud, så det rammer hårdere, når jobbet udfordrer, MEN det er trods alt en lille opgave at finde løsninger til 6 børn på 8-9 år, der spiller klaver. Set i lyset af, hvad vi som familie har klaret i de 14 måneders ventetid, der indtil nu har været. Min kæreste sagde til mig: "Måske du skulle prøve ikke at forvente mere end 100 % af dig selv, men gå med til 80 %" Han havde ret. Det skal vi alle huske - vi er blot mennesker🙂