Hvad er åbningstiderne?

Tirsdag 10:00 - 14:00 Torsdag 10:00 - 14:00

http://www.middelfart-museum.dk/byarkiv

Middelfart Byarkiv, Algade 8/gennem smøgen ved Algade nr, 10, Middelfart (2026)

Q: Hvad er adressen?

Algade 8/gennem Smøgen Ved Algade Nr, 10

03/09/2026

Sjusket arbejde. (2)
I slutningen af marts 1881 gjorde justitsministeriet i en henvendelse til finansudvalget status på situationen om en kommende sindssygeanstalt. Sundhedskollegiet havde henstillet til ministeriet, at man nu søgte en bevilling til køb af en grund, inden man kunne gå i gang med at udfærdige tegninger til en ny institution. Grunden burde ifølge kollegiets opfattelse være omkring 30 tdr. land, beliggende ved Lillebælt på Fyn eller i Jylland, tæt ved kysten og med kort afstand til en købstad med jernbaneforbindelse. Grunden skulle også byde på de bedste hygiejniske forhold med hensyn til jordbund, læ, drikkevand osv. Sundhedskollegiet ønskede også, at der i tilknytning til en ny institution skulle være et areal, hvor der kunne drives landbrug som del af terapien. Desuden ønskede man, at der i institutionen skulle ske en adskillelse af akut og kronisk syge.
Justitsministeriet mente ikke, at man kunne efterkomme dette ønske så længe, der ikke var taget en endelig beslutning om udvidelse af de eksisterende institutioner eller opførelse af en ny. Ministeriet ville dog søge penge til, at en arkitekt og en læge kunne tage på studiebesøg for at gøre sig bekendt med indretningen på de nyere kuranstalter.

Over et år senere, i sommeren 1882 havde ministeriets 2 sagkyndige foretaget undersøgelser med henblik på placeringen af en kommende anstalt. I vandinspektør Poulsens erklæring fra 25. november 1882 fastslog han, at det ”på ingen Maade vilde være muligt at skaffe den nødvendige vandforsyning” i Middelfart. På denne baggrund konkluderede ministeriet i kommentarer til lovforslaget, fremsat december 1882, om etablering af en ny anstalt, at man måtte opgive den ellers velegnede plads syd for Middelfart.
Lovforslaget udløste en kritisk reaktion i Middelfart Avis. Avisen mente, at de undersøgelser, som ministeriet havde ladet foretage, var gennemført med ”utilstrækkelige Redskaber og selve Arbeidet foregaaet paa en Maade, der saa ud til at være blot for at faa tiden til at gaa”. Man mente kort sagt at der var sjusket med undersøgelserne. Avisen opfordrede derfor byrådet til for kommunens regning at foretage boringer, som efter avisens opfattelse helt sikkert ville medføre, at man fandt tilstrækkeligt vand. Byrådet handlede nu hurtigt. Allerede 9. januar begyndte borearbejdet. I denne fase synes byrådsmedlem manufakturhandler J.R. Larsen at have været en af de drivende kræfter, som søgte at påvirke beslutningstagerne og fremme Middelfarts muligheder. J. R. Larsen skrev bl.a. 12. november til arkitekt Petersen om sagen. I sit svar kunne arkitekten oplyse, at han allerede havde fået til opgave at tage til Fyn for at finde en anden plads, “Vi holder mest af Middelfart, men sørg for at skaffe Vand”.
Avisens omtale af de officielle undersøgelsers ”seriøsitet” gav også genlyd ved behandlingen af lovforslaget den 12. januar 1883. Et folketingsmedlem refererede avisens kritik, og et andet medlem ønskede dokumentation for, hvordan undersøgelserne var gennemført. Justitsministeren medgav, at de sagkyndiges rapport havde været meget kortfattet. Men uden vand, ingen anstalt. Ministeren kunne i øvrigt meddele, at han netop samme dag havde haft besøg af en deputation fra Middelfart Byråd, som havde gjort rede for kommunens undersøgelse. Han kunne kun støtte kommunens fortsatte forsøg på at finde vand.
Efter en relativ kort 1. behandling i Folketinget henvistes forslaget til finansudvalget , hvorfra det aldrig senere vendte tilbage.
Nu da Middelfart tilsyneladende var opgivet, vejrede nogle af de andre interesserede købstæder morgenluft. Kort efter meldte Faaborg sig på banen. Fredericias kandidatur blev endog fremført af egnens repræsentant fra Folketingets talerstol.
Vejen forekom fortsat lang. Middelfart syntes dømt ude.

Personer:
Vigfus Emmanuel Poulsen (1826-1884). Fra 1860 Vandinspektør ved Københavns Vandvæsen.
Vilhelm Petersen, (1830-1913), arkitekt. Står ud over opførelsen af Middelfart Sindssygeanstalt bag en lang række offentlige bygninger.
Foto af J. R. Larsen i Middelfart Byarkiv B4067

26/08/2026

Kapløb om en sindssygeanstalt. (1)
Mange middelfartere vil nærmest opfatte ”Hospitalet” (nu Teglgårdsparken ) som en del af byens DNA. Mange kan slet ikke forestille sig byen uden ”Hospitalet”, men sådan kunne det let være gået.
I erkendelse af at der fortsat manglede pladser til sindslidende, udsendte Justitsministeriet 24. August 1880 en skrivelse med forslag om, at der på landets sygehuse skulle foretages en mindre udvidelse. Disse mindre udvidelser skulle gøre det muligt for sygehusene at modtage og behandle/opbevare enkelte sindslidende patienter i kort tid, før de kunne sendes videre til anstalterne i Århus eller Vordingborg. Amtsråd og byråd skulle overveje, hvad der skulle gøres, hvis forslaget blev en realitet.
Den 1. september kunne Middelfart Avis bekendtgøre, at det udover udvidelse af de eksisterende anstalter kunne komme på tale at etablere en ny ved Lillebælt. Middelfart Byråd handlede hurtigt. Punktet var allerede den 3. september på byrådets dagsorden. Her vedtog man at indsende en ansøgning til justitsministeriet om, at den nye sindssygeanstalt for Fyn og Sydjylland, som man forventede skulle etableres, måtte blive placeret ved Middelfart, ”som formentlig frembyder de gunstigste Betingelser”.

I oktober 1880 havde et udvalg nedsat af Odense Byråd udarbejdet et svar til ministeriet. Udvalget foreslog også, at der skulle anlægges en ny anstalt ved Lillebælt, da det både var bekosteligt og besværligt at sende patienter til Vordingborg. Forslaget blev sendt til de forskellige byråd på Fyn med anmodning om, at man tilsluttede sig forslaget. Svendborg og Middelfart tilsluttede sig straks. Middelfart understregede dog, at institutionen skulle ligge her. Kerteminde Byråd kunne også tilslutte sig, men mente, at institutionen skulle placeres ved Kerteminde, hvor kommunen ville afgive den fornødne jord uden betaling. Byrådet anførte også som argument for en placering i Kerteminde, at man i Middelfart var i gang med at oprette en ”mindre” privat anstalt.
I slutningen af oktober 1880 konstaterede flere dagblade, at der var indtrådt et veritabelt kapløb om anstalten, ikke blot mellem Middelfart og Fredericia, men nu også med Kerteminde som deltager.

I begyndelse af december fik man i Kerteminde den opmuntrende meddelelse, at den lokale folketingspolitiker havde haft en samtale med ministeren om anstalten. Ministeren havde ikke været ugunstig i forhold til en placering ved Kerteminde. Byrådet ville derfor nu havde oplyst, hvor stort et areal der var brug for.
Nu følte en gruppe på 45 Middelfartborgere, bl.a. hotelejer Behrendt, Gimbel og Hess sig kaldet til handling. De indkaldte derfor til et møde den 12. december, hvor man skulle diskutere, hvad man fra byens side kunne gøre for få anstalten til Middelfart. På mødet vedtog man at rette en henvendelse til byrådet med en opfordring om at ansøge ministeriet om, at der blev foretaget en sagkyndig undersøgelse af forholdene her, ”idet man antog, at en saadan vilde faa et gunstigt Udfald”. Forsamlingen tilkendegav også, at byens borgere vare villige til at afholde de udgifter, som byrådets initiativer måtte medføre.
Den 15. december blev der en konkurrent mindre, da Kerteminde Byråd trak sig, efter at det havde fået oplyst, at anlægget krævede 50 tdr. land. Til gengæld kastede Assens byråd sig nu ind i kampen. Assens Byråd mente, at man, med byens placering ved ”stranden”, rådede over et stort areal. Man forventede også snart at få en jernbaneforbindelse, hvilket ville gøre byen ”særlig skikket” til at komme i betragtning.
I slutningen af 1880 kastede Assens Amtsråd sit lod i sit svar til ministeriet. Amtsrådet mente, at de eksisterende sygehuse var for små til at løse opgaven. Man ønskede derfor, ligesom Odense Byråd, en ny anstalt helst ved Middelfart. Svendborg Amtsråd tilsluttede sig også Odenses forslag.
Men vejen var endnu lang.

20/08/2026

På Middelfart Vestre Kirkegårds Lapidarium
På lapidariet lige indenfor lågen til Middelfart Vestre Kirkegård står gravsten fra nedlagte gravsteder.
En gravsten er sat her over familien Honoré, der har haft sit virke i byen. Dette afsnit er en afslutning på fortællingen i sidste uge.

Mere om Peter Daniel Honoré og familien
P.D. Honoré (1882-1952), der var søn af avlsbruger J.P. Honoré, overtog Søndergade 9 i 1910, da faderen døde.
Peter Daniel Honoré var også avlsbruger, men familien solgte jorderne fra – det meste blev solgt til byggeriet af Sindssygehospitalet og det sidste ved Teglgårdsvej.
P.D. Honoré drev derefter udelukkende vognmandsforretning; først med en landauer forspændt heste, og siden 1922 automobiler, hvor han fik kørekort og købte den første bil – en Nash.
Det meste af tiden havde han to biler, undtagen under besættelsen, hvor den ene kørte med gasgenerator og den anden var klodset op. Han fik jævnlig kontrolbesøg af besættelsesmagten, der skulle påse, at det passede. Han havde samme chauffør alle årene.
Af biler havde Honoré gennem årene omtalte Nash, en Ford V8 (- der kostede en formue på godt 9000 kr i 1937) samt en Chevrolet.
I 1944 fik han tilladelse til en droskeholdeplads ved Middelfart Banegård og havde i 1945 fået benzinnævnets tilladelse til at køre for Sindssygehospitalet.
Peter Daniel Honoré døde i 1952.
Hustruen Erna var i alle årene et samlende midtpunkt for familie og venner. Hun var datter af bageren Kaster Pedersen og havde adopteret Eiler, sin brorsøn. Hun var væver.
Erna har skænket mange familiebilleder til Middelfart Byarkiv.
På Søndergade 9 (og i Algade 12) er en kanonkugle indmuret til minde om tyskernes voldsomme bombardement af byen i 1848, hvor granater og kanonkugler regnede ned over byen og satte flere huse i brand.
I baggården havde Honoré baghus med stald, værksted og garage. Det er revet ned, og en selvstændig bolig/lejlighed med indgang gennem porten er bygget på stedet.

Litt.: Arkivalier skænket af slægtning. Middelfart Byarkiv:
Gl. matrikelkort, ca.1780, m. indtegnede matrikler, der har tilhørt familien Honoré. (De røde indtegninger er lavet af slægtningen og er ikke autoriserede) Middelfart Byarkiv
B15235: Dagligstuen hos familien Honoré
B15374: Erna i midten med familie, svigerinden Gudrun kaldet 'Faster Gulle' til venstre
B8596: Honorés bil i baggården
B15377: Honorés bil ved kongeskibet i 1927
B3634: Billede af Landauer med lokalt postbud
Alle billeder er fra Middelfart Byarkiv

13/08/2026

På Middelfart Vestre Kirkegårds Lapidarium
Indenfor lågen ved Kongebrovej står nogle gravsten. De har stået på gravsteder, der er nedlagt, men stenene er nu anbragt i deres eget anlæg – et lapidarium. Dette er den sidste artikel om en af disse gravsten.
Denne gravsten er som Gimbels sat over en familie, der har haft sit virke i byen.

Familien Honoré:
På gravstenen står: 'Avlsbruger J.P. Honoré's familiegravsted'
Familien Honoré tilhørte de fransk-reformerte huegenotter, der kom til Fredericia omkring 1720 for at dyrke tobak. De blev hentet af kong Frederik d. 4., der ønskede at befolke den nye by med 'flittige og hæderlige folk'. Her fik de religionsfrihed og toldfrihed for tobakken i 20 år samt andre privilegier. I Fredericia viser mange efternavne, at der stadig findes efterkommere af de fransk-reformerte: Devantier, Honoré, Dupont, le Févre, Deleuran m.fl.. Fredericia fik ry som 'religiøs fristad', idet også mange katolikker og jøder bosatte sig i byen.
Væver Mathias Pedersen Honoré flyttede til Middelfart som ung. Her lavede han sit mesterstykke og fik borgerskab i 1838. Han boede i Knorregade, og hans søn Hans.M. Honoré blev tobaksspinder i Algade.
Skræddermester Daniel Peter Honoré (1818-1868) fik sønnen Jeppe P.eter Honoré (1849-1910).
J.P. Honoré fik 7 børn med sin kone Larsine, og de var bosat i Søndergade 9. Denne adresse var i de følgende mange år hjem og arbejdsplads for flere generationer af familien.
Jeppe Peter Honoré, som ses bagerst på familiebilledet B5850, var avlsbruger. En avlsbruger er en landmand med marker udenfor bygrænsen, men med bygninger i selve byen.
Af de 7 børn var der fem døtre – de fire rejste til København ligesom den yngste dreng Karl , og en datter rejste til Ribe, men den ældste søn. Peter Daniel (1882-1952) gik i sin fars fodspor og blev avlsbruger. Han blev boende i Søndergade 9 og blev gift med Erna Pedersen, datter af en lokal bager. De adopterede Eiler Kaster Pedersen, en lille dreng i Ernas familie.
P.D. Honoré fik også vognmandsforretning i Søndergade. Han kom til at følge med udviklingen fra hestevogn til biler. På Middelfart Byarkivs billeder kan man se både hestevogn med passagerer og hans landauer.
(Afsluttes næste torsdag)

Litt.: Lisbeth Vognsen: Hvad hånden former...
B5850: Familien Honoré J.P. Honoré sidder yderst til venstre. Sønnen Peter Daniel øverst i midten. Hustruen Larsine sidder i midten omgivet af døtrere og sønnen Karl forrest.
B5854: Portræt af Peter Daniel ca. 1931
B8598: Avlsbrugeren Peter Daniel ca. 1927
B15227: Vognmanden Peter Daniel i vognporten, Søndergade 9ca. 1927
Alle de ovenover nævnte billeder er fra Middelfart Byarkiv
Gravstenen på lapidariet, forfatterens foto

06/08/2026

På Middelfart Vestre Kirkegårds Lapidarium
Indenfor lågen ved Kongebrovej står nogle gravsten. De har stået på gravsteder, der er nedlagt, men stenene er nu anbragt i deres eget anlæg – et lapidarium. 2 gange i august kan man læse om to af gravstenene på kirkegården; de er begge (samt en mere) sat over familier, der har virket i byen.

Familien Gimbels to gravsten:
Georg Ulrik Joakim Gimbel og sønner
Georg U.J.Gimbel blev stamfader til den gren af familien, der kom til at præge forretningslivet i Middelfart gennem mange år
Han var født i Rendsborg i 1793 og fik en militær løbebane, bl.a. som oboist ved Fynske Livregiment (dengang i Fredericia). Han var også som soldat med i flere slag på dansk side. For sine tjenester fik han en dannebrogsorden.
Da han senere ved grænsestridighederne forblev tro mod den danske konge, flyttede han til Danmark i 1848 – til sine to sønner i Middelfart.
Sønnen Carl Wilhelm (1826-1879) startede forretning i Østergade 2.
En købmand - P H. Møller - ejede på det tidspunkt Algade 69, men på grund af krig og kornkrise gik han fallit i 1867. Hans omfattende aktiver af ejendomme, varelager og skibsparter blev solgt på auktioner. Det tog ca. 2 år at gøre boet op)*
C.W. Gimbel købte ejendommen og drev købmandsforretning.
Broderen Ludvig Theodor (1845 -1917) havde en boghandel i et andet forretningslokale i bygningen. Som Åge Petersen skrev, var en boghandel dengang 'et ret broget foretagende', hvor der også blev solgt kosmetik og mirakelmidler mod f.eks. tandpine og dårlig mave.
Da Carl Wilhelm døde i 1879, overtog broderen Ludvig Theodor købmandsforretningen.
Tømmerhandelen gjorde han til et selvstændigt foretagende. Dette krævede mere og mere plads, og hans planer om bebyggelse af strandarealet nedenfor gården samt brug af pladsen omkring gården (Nuv. Gimbels Gyde) vakte modstand.
I 1892 udlejede Gimbel købmandsforretningen med kolonial, grovvarer og fajance mm. til sin førstemand P.V.J. Wiboltt. Gimbel havde nu kun tømmerpladsen på havnen og savværk i gyden.
I 1896 købte Wiboltt købmandsgården, især med salg af korn- og foderstoffer og med pakhus på havnen. Da han døde, fik hans førstemand T.M.Toubro administration af gården, der i 1918 blev et interessantselskab. L.T. Gimbel var da død året før.
Navnet 'Gimbel' flyttede ud på Lollandsvej 2 i form af et byggemarked i 1960'erne. Her er nu Stark Superbyg.
Og i 1965 blev den over 200 år gamle gård i Algade 69 nedrevet og gav plads til Middelfart Sparekasse.
De 2 gravsten: Den højeste med korset var sat over stamfaderen G.U. Gimbel, hans hustru og de 2 sønner.
Den mindste sten var sat over sønnernes børn og svigerbørn. En af sønnerne, C.V. Gimbel var ingeniør og arbejdede i Sverige og Argentina. I Kina blev han saltingenør, fik titlen mandarin og navnet Keng Pu Lu. Han boede sine sidste år i Aarslev og havde en stor samling af kinesisk kunst. Han var aktiv i KFUM-spejdernes arbejde.
En anden søn, G.U.J.Gimbel, opkaldt efter farfaderen, døde i Uruguay, kun 26 år gammel.

)* Åge Petersen skrev i 1965 bogen ”Fra den gamle købmandsgård”. I bogen noterer han i detaljer den lange liste af Møllers bo fra ejendomme til lommeknive. Desuden nævnes Møller som en mand med stor betydning for byen, men ramt af tidens kriser.

Litteratur: Åge Petersen: Fra den gamle købmandsgård, 1965
Billeder fra Middelfart Byarkiv: B10453 ca. 1900.Tømmerpladsen
B3305: ca. 1900: Savværk i Gimbels Gyde
BB9420 ca. 1905: Gimbels gård, Algade 69
B21615 ca. 1990: Byggemarked, Lollandsvej 2 (Nu Stark Byggemarked)
Gravsten : C:W: Gimbel, familiegravsten (forfatters foto)
Gravsten: Sønnernes børn og svigerbørn ( -//- )
Der er flere billeder om emnet på Middelfart Byarkiv

25/06/2026

På Middelfart Vestre Kirkegårds Lapidarium
Dette er 3. artikel, hvor man kan læse om tre af gravstenene på kirkegården. De står indenfor lågen ved Kongebrovej og er nu anbragt i deres eget anlæg, da gravene er nedlagt. Her kan man mindes personer eller familier, der var kendte i byen.

Malermester Georg Andreas Schwaner og Markusine født Kleisdorf
Stenen , der nu står i lapidariet, er opsat som et minde af børnene.
G.A. Schwaner (1818-1922) havde sin malervirksomhed i Nygade 10 og var en dygtig og respekteret malermester, der havde travlt i værkstedet samt med at føre tilsyn med svende og lærlinge på arbejde rundt om i byen. Han var altid iført jaket (en uformel sort lang frakke
med skøder).
Han var derudover brandinspektør og ledede et fast brandkorps på 5 mand. Til brandøvelser og inspektion var han klædt i en imponerende uniform med tilhørende hjelm, og han var også altid let kendelig på sit store velplejede fuldskæg.
Han modtog Dannebrogsordenen, hvilket ses på stenen ved bogstaverne DBMD og på Byarkivets billeder af ham.
Han modtog også en sølvmedalje for en smuk loftsdekoration.
G.A. Schwaner og hans hustru Markusine fik 6 børn – 2 døtre og 4 sønner.
Georg Teodor (f. 1878) blev maler som sin far og havde værksted i Østergade 37.
Arndt Markus (f.1880) blev stenhugger. Hans virksomhed lå på hjørnet af Østergade og nuv. Viaduktvej (se B2598, Middelfart Byarkiv). Han og hans sønner havde også her et snedkeri.
På byarkiv,dk kan man se mange billeder fra Nygade 10. Billederne vidner om et livligt, musikalsk og kærligt familieliv i det bedre borgerskab. Døtrene blev sikkert opdraget til at blive godt gift, mens sønnerne gik håndværkervejen.

Litt.: Dragsbo og Hansen: Middelfart - fra færgeby til broby
Marie Suhr: Minder fra Middelfart
Billeder fra Middelfart Byarkiv:
B4438: portræt ml. 1920-40
B10707: brandstationen på Jernbanegade ca. 1904
B942: Nygade 10 ved skiltet 1926
B2598: Schwaner jun.'s stenhuggeri ml. 1910-40
Gravstenen på Lapidariet, eget foto

Middelfart Byarkiv holder ferielukket i hele juli måned

GOD SOMMER!

18/06/2026

Liebhaverejendom udbydes.
I dag kan vi hver uge i gratisaviserne se ejendomsmæglernes lovprisninger af de forskellige ejendomme, som de udbyder.
Intet er nyt. I 1799 udbød fysikus Dines Simesen, som på det tidspunkt opholdt sig i Fredericia, sin ejendom i Algade i Middelfart til salg. Ejendommen lå omtrent der, hvor Algade 52 ligger i dag.
Den detaljerede annonce afslørede lovprisende, hvordan en nyopført ejendom o. 1800 var indrettet.

“Et meget smukt Huus i Middelfart No. 60, der ligger paa den reelleste Gade, store Adelgade, for faa Aar siden af nye opbygget, 2 Etager 8 Fag Muur og Bindingsværk, udvendig og indvendig malet med Oliefarve, vel indrettet til en honet Familie, i underste Etage er en Gang paa 1 Fag, som gaaer igiennem hele Huset ud til Gaarden, en Storstue paa 4 Fag til Gaden, en Dagligstue paa 3 Fag til Gaden, et Sovekammer paa 3 Fag til Gaarden, alle med Messinglaase og engelsk Glas i Vinduerne, et Kiøkken paa halvtredie Fag, samt et Spiiskammer paa halvandet Fag til Gaarden; i Kiøkkenet er et Slagbænke-Bord, Vask, Tinrække og et Komfur i Skorstenen, hvorved og kan smeltes Metaler; I anden Etage er en Gang, en Sal til Gaden paa 4 Fag, en dito paa 3 Fag, et Kammer til Gaarden paa 2 Fag, et dito paa 2 Fag, et dito paa 2 Fag og Loftsrum, Gaardsrum indhegnet med Planker og Stakitter, en Pumpe i Gaarden med meget got Vand, et Udhuus paa 3 Fag og Loftsrum m. v.; til Gaarden kan og følge 6 Brandspande, en nye Brandstige, en 1 Etages Kakkelovn med Rør og Dør, Hauge vel indplanket, af en 300 Kvadrat-Alens Størrelse med deri værende Lysthus og gode Frugttræer; Dette Huus, som staaer i Brandkassen for 1050 Rd., kan bekommes til første Michaeli Flyttetid d. A. til Leie eller strax til Kiøbs naar Liebhaverne vilde behage at melde dem hos Hr. Prokurator Faber til Hennebergsgaard eller hos mig som Eier nu boende her i Fridericia, hvor Konditionerne og kan blive afhandlede.
Fridericia d. 31 Julii 1799. D. Simesen, Physicus.“

Skønt ejendommen var velbeliggende og fremstod smuk og moderne, var liggetiden dog på ca. 285 dage.
Ejendommen var som oplyst i annoncen ganske ny. Dens forgænger på adressen var en af de mange ejendomme i Algade, som var blevet ødelagt ved branden mellem 1. og 2. juni 1791. Før ejendommen blev flammernes bytte, havde den haft en længde på 8 fag og været 1 etage høj.
Den nye ejendom, som blev opført som erstatning, havde fortsat en længde på 8 fag, men var nu forhøjet med en etage. Den nye ejendom var opført i egebindingsværk og med tegltag.

Dines Simesen havde købt ejendommen i 1796 for 750 rdl, og i 1800 lykkedes det ham at afhænde den til toldinspektør Haste for 1000 rdl. Vel en pæn fortjeneste på lidt over 3 år.
Dines Simesen opholdt sig kun i Middelfart i ganske få år, men nåede dog, mens han opholdt sig her, at blive skilt fra sin anden hustru. Efter 2 års ægteskab havde de anmodet om tilladelse til skilsmisse, da de havde “fundet hinandens Gemytter saa stridende at de umuligt kunne elske hinanden". Kort efter skilsmissen var Dines Simesen flyttet over bæltet til Fredericia, hvor han ernærede sig som ueksamineret batterikirurg. Lønnen som batterikirurg har dog næppe været tilstrækkelig til at dække hans økonomiske behov, for i avisen annoncerede han bl.a. med, at han om søndagen, mod betaling, optrådte med „Magiske, optiske og physiske forlystende Experimenter“ for børn. Derudover solgte han også agurker, hvidløg og gravhunde.

Dines Simesens ret farverige liv i Fredericia er beskrevet i Hugo Matthiesens bog "Fæstning og Fristed" (s. 193-195).

Kilder:
Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende 6. sept. 1799.
Middelfart Byfogedarkiv: Skøde- og panteprotokol 1794-1820.
Danske Kancelli: Fynske og smålandske registre 1796 - 1797.
Hugo Matthiesen: Fæstning og Fristed. 1950.https://slaegtsbibliotek.dk/923058.pdf
Chr. Behrendt: Ildløs og Brandvæsen i det gamle Middelfart 1739-1839.1925.

11/06/2026

På Middelfart Vestre Kirkegårds Lapidarium
Dette er 2. artikel i serien om gravstenene på kirkegårdens lapidarium – anlægget med gravsten indenfor lågen ved Kongebrovej. Her mindes man om kendte eller betydningsfulde personer og familier, der har levet og virket i byen.

Smedemester Niels Ankersen
Niels Ankersen (1811-1892) er født i Middelfart, men blev udlært i Aarhus.
I svendebrevet fik han et godt skudsmål, og at han havde gjort sig fortjent til ”agtelse og beskyttelse”.
Han flyttede til Middelfart i 1838 og fik borgerskab som smedemester. Hans mesterstykke var en speciel kompliceret og sindrig lås.
Niels Ankersen blev overalt betegnet som en flittig mand. Han havde overtaget faderens smedeværksted i Algade og udvidet det. Det vides ikke om man har bevaret nogle af hans låse. Men et rejsepas fra 1864 er stadig gemt. Det blev udstedt 20.maj, og i passet står, at ”smed Ankersen, med kone og 4 døtre agter at rejse over Snoghøj til Fredericia”. ...”derfor anmodes alle militaire og civile øvrigheder om uhindret at lade dem passere”. Et sådant pas skulle man i denne krigstid have for at kunne passere Lillebælt.
Niels Ankersen var med til stiftelsen af Håndværkerforeningen i 1840 og blev valgt som 'bud' til bestyrelsen (direktionen). To bude skulle indkalde medlemmerne af foreningen til samling til hver en tid, når bestyrelsen bestemte det..
Da han havde 50-års borgerjubilæum og 50 år som smedemester, blev han fejret med fakkeltog og orkestermusik med fædrelandsmelodier.
Kort tid efter fejrede parret guldbryllup. Da var Ankersen stadig virksom og var netop blevet færdig med en af sine specielle låse.
Begge ægtefæller døde i 1892.

Efter Ankersen overtog smed E. Petersen hus og værksted. Smedemesterboligen blev revet ned omkring 1950.
Manufakturhandler Johannes Høyer, der havde købt grunden, opførte en forretning med gulvtæpper, gardiner, sengetøj mv. Ejendommen blev udvidet i 1965, og senere overtog Melfar Posten bygningen ud mod Havnegade.

Litteratur:
Åge Petersen: Håndværkere i det gamle Middelfart, 1965
K.-L. Vognsen: Hvad hånden former...Håndværk og håndværkere i Middelfart 1800-1900
B4819: Mur i Algade, hvor smedien lå, 1935, Middelfart Byarkiv
B3038: Algade 45, ca. 1914 - // -
B15681: Høyers Udstyr, 1970 og ca. 2002 - // -
Foto af gravstenen, forfatteren

04/06/2026

På Middelfart Vestre Kirkegårds Lapidarium
3 gange i juni kan man læse om tre af gravstenene på kirkegården.
Indenfor lågen ved Kongebrovej står der nogle gravsten. Disse gravsten har stået på gravsteder, der er nedlagt, men stenene er nu anbragt i deres eget anlæg – et lapidarium.
(Lapis betyder sten, lapidarium er en samling af sten)
I Middelfart mindes man her om kendte eller betydningsfulde personer og familier, der har levet i byen.

Købmand N. Søgaard Mortensens familiegravsted
I 1877 åbnede Ludvig Storm (1852-1906) en manufakturforretning i Algade 71 (det østlige hjørne af Gimbels Gyde).
Han forhandlede bl.a. gardinstoffer og overtøj samt sjaler og handsker.
Netop på denne tid voksede byens handel, og mange turister gæstede Middelfart..
Ludvig Storm og hans hustru Severine stiftede et legat på 10.000 kr, som trådte i kraft efter hustruens død i 1928. Det vides ikke, hvem der blev betænkt med legatet.
Men man har opkaldt en vej efter legatstifteren: Ludvig Stormsvej.
Sønnen Niels Storm Søgaard Mortensen videreførte forretningen fra 1906 efter faderens død. Da han døde, fortsatte hans hustru nogle år i forretningen, indtil deres søn Ludvig Storm Søgaard Mortensen kunne overtage den i 1957.Han ændrede forretningens navn til ”Gardineksperten”.
Den næste søn (Niels?) Søgaard Mortensen videreførte forretningen indtil lukningen.
I 1977 havde firmaet 100 års jubilæum, og ”Gardineksperten” udsendte en skrivelse: ”Fra blandet manufaktur til moderne specialbutik”.
DER ER LØBET MEGET VAND I STRANDEN I DEN FORLØBNE SEKEL.
”Igennem 100 år har vort jubilerende firma undergået adskillige udvidelser og 'opfriskninger'....større er vi blevet – vi har gennem alle år forsøgt at holde trir med tidens udvikling....Et firma bliver ikke 100 år sådan uden videre, der skal et godt, solidt og retskaffent købmandsskab til for at nå så vidt....”
Som sagt: ”Således at hvo, der vil forunde os deres søgen, stedse og hele året igjennem vil finde vor boutik forsynet med det nyeste, smukkeste og moderneste i alle vort fag vedkommende genrer”. ...”og vi vil efter bedste evne gøre behjertede forsøg på at bevare den 100-åriges vitalitet og ungdommelighed”.
Forretningen lukkede omkring 1990, og siden har der været legetøjsforretning og senere Den italienske Isbutik med udeservering på stedet.

Litteratur: Jubilæumsskrift 1977 (Middelfart Byarkiv)
Billeder fra Middelfart Byarkiv:
B15031: 1940
B9255: ca. 1910
B8019: Jubilæum 1977. Ludvig Søgaard Mortensen og sønnen (Niels?)
B2726 1980-90
Reklame, forretningen
Familiens gravsten. Forfatterens foto

28/05/2026

Et spørgsmål om liv og død.
Tidligt på aftenen den 27. marts 1901 havde kaptajn Adolf Ferdinand Jørgensen ankret sit skib "John Frederik" af Middelfart op i Limfjorden. Mandskabet var ved at gøre sig klar til natten. Kokken var allerede gået til køjs. På dækket var kun styrmanden. Det var en mørk og kold aften med temperaturer omkring frysepunktet. En kraftig snebyge gjorde sigtbarheden begrænset, og skibet og rigningen blev farvet helt hvid.
Pludselig mærkede mandskabet ombord på "John Frederik" en meget kraftig rystelse i skibet, som umiddelbart begyndte at tage vand ind. Hvis de ombordværende ikke straks handlede hurtigt, risikerede de at blive fanget i skibet og at gå ned med det.
Skibet var blevet ramt direkte midtskibs af stålskibet "Clara" af Nordby. "Clara" var kommet med fuld fart, og mandskabet havde for sent opdaget "John Frederik". Sneen, mørket og kommandobroens placering meget langt tilbage på "Clara" medførte, at sigtbarheden var begrænset.
Da lodsen, som var ombord på "Clara", endelig havde opdaget "John Frederik", havde han straks givet besked om at slå fuld bak på maskinen, men inden mandskabet kunne nå at udføre ordren, skar ""Clara"" midt ind i galeasen, så cementen, som "John Frederik" var lastet med, røg om ørerne på dem.
For at hindre at "John Frederik" skulle gå for hurtigt til bunds, lod lodsen “Clara” glide langsomt fremad i håbet om, at de ombordværende kunne reddes. Mandskabet på galeasen entrede - nu kun iført undertøj - op i rigningen og blev herfra hjulpet over på Clara. Kokken, som heller ikke var kommet i tøjet, måtte kravle op i rigningen med en hastighed, der modsvarede den hastighed, som skibet sank med. I sidste øjeblik inden skibet forsvandt under havets overflade, blev kokken trukket ombord på damperen. Et øjeblik troede man, at ét besætningsmedlem var omkommet, men man fandt ham i en jolle på den anden side af damperen. Også skibshunden overlevede forliset - men mistede sit hundehus.
Kaptajn Jørgensen reddede denne gang livet, men hans skib lå på bunden af Limfjorden. En investering på 6000-7000 kr. var borte. Jørgensen havde et års tid tidligere købt skibet i England, hvor det var bygget i 1877. Efterfølgende havde han ladet skibet gennemgå en omfattende renovering. Desværre for kaptajnen var skibet kun forsikret for 3000 kr., så han måtte imødese et betydeligt tab.
Hvad var årsagen til ulykken? Manglende lanterneføring, forkert placering ved opankring eller manglende agtpågivenhed? Selvfølgelig var der diskussion om, hvem der havde skylden for kollisionen.
Ved søforklaringen blev det klarlagt, at "John Frederik" havde haft brændende ankerlys og vagt på dækket, mens det lå for anker omtrent i fyrlinjen. "Clara" var kommet for fuld kraft udadgående uden udkig på broen. Ved sø- og handelsretten blev der i 1902 afsagt dom, som lagde den ”væsentligste del om ikke den hele skyld” på "Clara". Ejerne af "Clara" blev derfor dømt til at betale 2/3 af Jørgensens tab, som blev opgjort til 10909 kr. i alt.

Denne gang var det lykkedes kaptajnen at komme sikkert i land.

“Middelfarts sidste skonnert forlist". Sådan lød overskriften på en notits i flere af landets dagblade 28. februar 1916.
I februar 1916 var Adolf Ferdinand Jørgensen med skonnerten ”Neptunus” på vej mellem Lübeck og Halmstad med en ladning råjern. Vinden var nordnordvestlig under tiltagende kuling. På et tidspunkt gik kaptajnen ud for at ordne noget ved stagsejlet, hvorefter han forsvandt fra skibet. Besætningen - to unge fyre på 16 og 17 år kunne ikke bidrage med oplysninger om, hvad der var sket, da de havde været i kahytten for at drikke kaffe. Da de atter kom på dæk var kaptajnen forsvundet. Udover chokket over kaptajnens forsvinden skulle de to uerfarne drenge nu også håndtere et skib, hvor rorlinen var knækket.. De måtte konstatere, at uanset hvad de gjorde, drev skibet mod land, hvor det til slt gik på grund ved Dahme.
Først sidst i august drev kaptajn Jørgensens lig i land på den tyske kyst, og familien fik omsider vished om hans skæbne.

“John Friderick”. Et mastet kutter. 71 bruttoregisterton. Bygget 1877 i Grimsby. Første ejer var en Leonard Spashett. Omkring årsskiftet 1897/98 købte Adolf Jørgensen skibet. Købsprisen på båden var omkring 2000 kr., og så planlagde Adolf Jørgensen at bruge yderligere midler på at omdanne den til almindelig fragtfart. Påsejlet 1901.
Første gang "John Frederick" anløb Middelfart havn var i slutningen af januar 1898, hvor den medbragte en ladning kul til firmaet "C. Michelsens Enke".
“Neptunus”. Skonnert. 45 bruttoregisterton. I 1903 købte Adolf Jørgensen en ny båd, "Neptunus", som var bygget hos Peter Troensegaard i Svendborg til kaptajn I.M. Hansen, Svendborg, som allerede i 1890 solgte den til H.H. Bager i Ærøskøbing. Omkring årsskiftet 1906/07 videresolgte Adolf Jørgensen skibet til C. M. Kær i Ålborg, som omdøbte det til “Ane Marie”.
“Neptunus”. Skonnert. 59 bruttoregisterton. I 1906-07 lod Adolf Jørgensen et nyt skib bygge hos skibsbygger Chr. Christensen i Kolding. Strandet 1916.
Kilder:
Middelfart Avis og Middelfart Venstreblad.
Danmarks skibslister, diverse år.
Dansk Søulykke-statistik 1901 og 1916.
Billederne gengives med tilladelse fra M/S Museet for Søfarts billedarkiv. (Nr. 000025314 og 000026315.)

Middelfart Byarkiv

03/09/2026

26/08/2026

20/08/2026

13/08/2026

06/08/2026

25/06/2026

18/06/2026

11/06/2026

04/06/2026

28/05/2026

Adresse

Hvad er åbningstiderne?

Internet side

Underretninger

Genveje

Del

Anmodning om at fjerne opslag