01/09/2026
Kunst og kultur er for alle - men ikke alle har lige adgang til den gennem livet.
Takket være projektet 'Kunst og kultur er for alle', udviklet af Kunsthandlinger/KH i samarbejde med Foreningen Enestående Forældre og støttet af Augustinus Fonden, kunne vi denne sommer tage imod fyldte busser med familier fra Helsingør Ferieby, der var på to dages ophold med kunsten. I alt 200 børn og voksne kom på opdagelse i museets gamle kunstportrætter for efterfølgende at skabe deres egne. For mange af familierne blev det deres første nærværende oplevelse med kunsten.
Kunsthandlinger/KH arbejder med kunst som en ressource i samfundet, der kan skabe forandring og fællesskaber, mens Enestående Forældre støtter eneforældre i Danmark med økonomisk hjælp, viden og fællesskaber, der styrker dem i forældrerollen.
Som en del af programmet udviklede Nivaagaards Malerisamling kunstforløbet, 'Ansigt til ansigt – Portrætter og identitet på tværs af tid', der gav børn og voksne mulighed for at lave portrætter med hinanden og komme tæt på museets kunstsamling.
Projektets evaluering peger på, at kombinationen af de nære kunstoplevelser, kreativ deltagelse og tid til fordybelse gjorde en forskel for deltagernes møde med kunsten.
Hjertelig tak til alle feriebørn og voksne for jeres mod, åbenhed og levende engagement - og til Kunsthandlinger/KH og Foreningen Enestående Forældre for alt, hvad I gør.
Fotograf Alexander Samsøe