04/09/2026
THE PERMANENCE OF PLEASURE
AF NED CANTRELL
Vi køber dem, bruger dem, begærer dem - og glemmer dem igen.
Plastiklegetøj, junkfood, oppustelige dyr og billige pyntegenstande. Små, tilsyneladende meningsløse objekter, der måske kun eksisterer for at give os et kort øjebliks glæde. I Ned Cantrells glasskulpturer bliver netop disse flygtige genstande gjort permanente.
Cantrell henter sine motiver fra det, der normalt befinder sig nederst i vores kulturelle hierarki: masseproduceret plastik, kitsch, fastfood, legetøj og emballage uden nogen åbenlys kulturel eller økonomisk værdi. Objekter skabt til øjeblikkelig tilfredsstillelse - og ofte til næsten lige så hurtigt at blive smidt væk.
I hans værker gennemgår de en markant transformation. Den billige plastik erstattes af glas. Det masseproducerede bliver håndlavet. Det midlertidige bliver permanent. En genstand, der oprindeligt blev fremstillet på få sekunder, kan pludselig kræve enestående teknisk kunnen, præcision og mange timers arbejde at genskabe.
Gennem årtier har denne spænding været central i Cantrells kunstneriske praksis. Han bevæger sig bevidst mellem high culture og low culture og anvender nogle af glaskunstens mest krævende teknikker til at gengive motiver fra populærkulturen og forbrugersamfundets oversete afkroge.
Resultatet er både absurd og forførende. For hvorfor skulle en banal plastikgenstand ikke være værdig til den samme tekniske virtuositet som en klassisk kunstgenstand? Og hvornår ophører noget med at være kitsch og bliver kunst?
Cantrells værker er ikke en entydig kritik af vores begær efter disse objekter. De rummer også en oprigtig fascination af den lille glæde, vi oplever, når vi køber, spiser, samler eller omgiver os med noget farverigt, morsomt og fuldstændig unødvendigt.
Det er ting, der lyser vores liv op - måske kun et øjeblik. Cantrell forsøger at fastholde dette øjeblik. Glasset bliver en form for kulturel konservering, der foreviger det, som aldrig var tænkt til at overleve: plastik, junkfood, legetøj og andre små symboler på vores samtid.
Paradoksalt nok bliver det skrøbelige glas mere permanent end det plastikobjekt, det forestiller. Under værkernes humor og umiddelbare visuelle tiltrækningskraft findes derfor også en stille melankoli.
Vi ved, at glæden er kortvarig. Vi ved, at objektet er ligegyldigt. Vi ved måske endda, at vi ikke burde have brug for det.
Og alligevel vil vi stadig have det.
Smukt og trist på samme tid.