04/09/2026
Godt skrot fra en jernaldervogn👀
Vi kan ikke få nok af fine fund - og det kan I tilsyneladende heller ikke. Derfor vil vi de kommende fredage præsentere nogle fund med særlig stor fortælleværdi. Det første umiddelbart et undseeligt stykke bronzeskrot.
Da en detektormand for et par år siden skulle aflevere sine mange fund fra et fundområde nær Otterup på Nordfyn, var han sikker på, at museumsinspektør Mogens Bo Henriksen ville falde i svime over romerske sølvmønter, stykker af opklippede romerske sølvkar – eller måske et lille hængesmykke af guld.
Stor var detektorførerens forundring, da museumsinspektøren blandt de mange poser med fund udvalgte en, der indeholdt et skævvredet, irret bronzebeslag og udnævnte det som en mindre sensation! Detektorføreren kunne nok se, at det var gammelt – men da museumsinspektøren nu forklarede, hvad stykket stammede fra, faldt detektorførerens underkæbe næsten ned på brystet.
Mogens Bo Henriksen har arbejdet meget med fundene fra Gudme-området og bl.a. med en meget rig grav fra Langå. I denne grav indgik beslag til en bronzebeslået pragtvogn fra tiden lige før Kristi fødsel. Han kunne derfor straks genkende det nordfynske beslag som et, der havde siddet forrest på en vogn som den fra Langå og i øvrigt på de to velbevarede vogne fra Dejbjerg Mose i Vestjylland.
Museumsinspektøren kunne ikke lade være med at spøge med, at finderen, som er mekaniker, havde fundet et stykke af jernalderens Rolls Royce – og at vognen tydeligvis var hugget op med solide jernredskaber, før beslaget endte på den nordfynske mark. Det var nu næppe fordi der boede en ophugger eller skrothandler på bopladsen, men simpelthen fordi beslagene fra disse pragtvogne repræsenterede en betydelig værdi – både pga. metallets vægt og på grund af vognenes status. Den særlige symbolske betydning, som beslagene kunne have, betød at de kunne cirkulere i lang tid, før de endte i jorden eller blev smeltet om til nye genstande.
Beslaget fra Otterup bliver nu beskrevet i en bog, der handler om fund af bronzebeslåede pragtvogne fra Nordeuropa. Og finderen – ja, han søger lystigt videre i Otterup-området for at se, om han kan lokalisere flere reservedele til jernalderens ”dollargrin”.