07/04/2026
Arne. Med våt hatt og tørr paraply😄
7. april 1886 400 hatteløft og ein tapt paraply
«Arne Garborg er heime i Kristiania att, etter reise til Frankrike og Tyskland og skriv brev til venen og mentoren Jonas Lie dags dato. Reisa var vellukka, melder Arne. Men så kjem dei våte detaljane. Det startar med paraplyen: I Hamburg var det regn, og Arne mangla paraply: "Morgenen efter skulde jeg i Dyrehaven; der var fint Veir, og jeg iførte mig min hele Herlighed, høi Hat og alting, for at indgyde disse Øltyskere Respekt for en norsk Statsfunktionær. Men det skulde jeg ikke have gjort, for da jeg var kommen ind i Byen et Stykke, gav det sig til at regne som i Syndflodens Dage, og jeg havde ikke Paraply. Min Fortvilelse kjendte ingen Grænser, men saa faldt det mig ind, at naar man var i Hamburg, kunde man formodentlig faa en Paraply tilkjøbs.
Altsaa paa Jagt efter en Paraplyhandel. Ein skulle tru dette var ei enkel sak. Men nei. – Noget saadant fandtes der ikke paa den Kant af Verden,» konkluderer Arne lakonisk, «og jeg bandte og turnerte det bedste jeg havde lært, uden at jeg kunde skjønne at det hjalp noget.» Endeleg finn han ein parasollhandel i nærleiken av Alsteren. Han betaler fire mark femti og vandrar «vel fornøiet» ut. Deretter: «Flau ruslede jeg afsted med vaad Hat og tør Paraply og syntes jeg kjendte igjen min spøgefulde Skjæbne.» Same paraplyen set han sidan att på Malmødamperen, og det er visstnok siste gong han ser han.
Ruta heim til Noreg frå Frankrike er ikkje enkel, den tek 7 dagar. Arne lèt skjebnen rå, og han oppsummerer det geografiske kaoset med ein rytme som nesten blir til poesi: «Altsaa over Kjøbenhavn – Malmø. Men det kunde ikke nytte at reise over Kjøbenhavn; mellem Kiel og Korsør var ogsaa Is og usikre Ruter. Altsaa over Jylland, og saa med Færge over Belterne.» Tak, skjebne.
I København får han likevel tid til å sjå Paul Heyses nye stykke "Æresgjæld" på Det Kongelige Teater. Det var demoraliserende, skriv han, «jeg var blit demoraliseret af al den Dameomgang i Paris, thi jeg blev fuld af ingenting.». Og Jonas Lies politiske framferd får seg ein mild kommentar: «Med Hensyn til det politiske var der bare Resignation; der maa et helt Sæt af nye Mænd op.»
Men høgdepunktet i brevet er kanskje heimkomsten til Kristiania. Garborg vandrar opp og ned Karl Johan, helsingar og handtrykk i alle retningar: «Jeg maatte løfte paa Hatten 400 Gange, og sige 350 Gange Tak til 350 Velkomsthilsener, og svare ligesaa mange Gange 'udmærket godt.'» Bylivet er i gang att.
Om kvelden treffer han bohemen Hans Jæger att – «mere end før preget af noget smaatt, begsvart, rusket Skjæg» – og dei drikk ein stille toddy saman og skjeldar kvarandre ut. Gode vener, altså.
Arne avsluttar brevet med eit sukk og ein sjølvkritisk vits: han er komen heim, men er endå ikkje i mål med det han skulde ha fortalt. «Gid jeg var dans Paris aussi,» skriv han. «Nu skal jeg til at revidere Statens Eiendomme.» Kontorlivet ventar.
Kitty Lange Kielland Arne Garborg i Paris (1887)
